Demokratisk impact: Model og forslag til videre undersøgelser

Hver dag deltager borgere i det danske demokrati på mange forskellige måder.
Nogle deltager i initiativer og formater, der er igangsat fra officielle kanaler, såsom folkeafstemninger, folkehøringer og lokalplanshøringer. Andre er mere
græsrodsorienterede og engagerer sig i initiativer, der udspringer fra civilsamfundet eller borgerne selv, som fx praksisfællesskaber eller interessebaseret aktivisme (Barnes et al. 2007; Faucher 2014; Cain et al. 2006). Begge typer deltagelse bidrager til et levende demokrati og er afgørende for, at det politiske system opfattes som legitimt og beslutninger træffes med bredest mulig opbakning.
Borgernes deltagelse finder sted i en global kontekst, hvor demokratier er under pres, og kerneværdier som ytringsfrihed og frie og lige valg svækkes (Mair 2023; Kriesi
2020). Selvom Danmark fortsat klarer sig godt i internationale målinger, er der også her tegn på, at demokratiets robusthed er svækket. Demokratikommissionen påpegede i 2020, at medlemstallet i politiske partier er faldet fra 25 % af vælgerne i 1960 til 2,9 % i 2022 (Folketinget 2022). Af disse 2,9 % er ikke alle aktive medlemmer. En lignende tendens gør sig gældende hos traditionelle fagforeninger; eksempelvis har 3F mistet 23 % af sine medlemmer mellem 2012 og 2022 (Bie 2022).
Denne udvikling er bekymrende, fordi det nuværende system er designet til, at borgerne organiseres og høres gennem medlemsdemokratier i partier, fagforeninger og
interesseorganisationer. Når støtten til disse organisationer mindskes, svækkes det repræsentative demokrati også. Samtidig bliver beslutningsprocesserne generelt mere lukkede og mindre tilgængelige for almindelige borgere (Christiansen 2020). Undersøgelser viser, at borgernes tillid til politikerne varierer meget (Stubager 2024), og kun én ud af fire borgere i Danmark mener, at regeringen er i stand til at løse samfundets store problemer (INVI 2024).
Trods disse udfordringer er der tegn på, at det danske demokratilandskab udvikler sig på nye måder (se fx Pedersen et al. 2023; Bjerregaard et al. 2023). Især kommunerne har udvist stigende interesse for at fremme demokratisk deltagelse gennem borgerting, vejledende folkeafstemninger, topmøder, digitale platforme og struktureret borgerinddragelse på tværs af borgere, private virksomheder og offentlige myndigheder. På græsrodsniveau ser man også nye tiltag, hvor traditionelle protestformer som civil ulydighed gentænkes, og hvor deltagelsen ofte handler om at eksperimentere med nye leveformer (Krøijer 2024). Formålet med dette notat er at undersøge, hvordan effekten af disse former for borgernær deltagelse kan registreres og måles. Notatet sætter samtidig borgernære deltagelsesformer ind i en større kontekst om demokratiske innovationer og fremtiden herfor. Udgangspunktet er en tese om, at borgernær demokratideltagelse er en del af et bredere demokratisk økosystem, der ikke blot supplerer formelle deltagelsesformer som valg og partimedlemskab, men genererer input, legitimitet og repræsentativitet gennem andre kanaler end dem, der er stadfæstet i grundloven, kommunestyrelsesloven, overenskomstaftaler og lignende dokumenter. Udviklingen rejser en række grundlæggende spørgsmål om fremtiden for det danske demokrati: Hvilken rolle spiller deltagelse uden for traditionelle mål som valgdeltagelse og partimedlemskab? Hvilken værdi skaber den? Og hvad kan den fortælle os om det danske demokrati? Notatet bidrager til diskussionen af disse spørgsmål ved at præsentere en model til måling af demokratisk impact, med særligt fokus på borgernære deltagelsesformer. Der er uenighed i forskningslitteraturen om, hvordan impact-begrebet skal forstås (Michels 2011; Demski & Capstick 2022; Jäske 2018), og dermed også om, hvilke variabler der er relevante at måle, samt hvordan disse variabler bør defineres og operationaliseres. I dette notat forstås impact med udgangspunkt i demokratisk deltagelse, idet det antages, at det netop er deltagelsen, der udgør den afgørende forskel for demokratiets tilstand. Overordnet refererer graden af impact til den effekt, som deltagelsen har på samfundet, den enkelte deltager og demokratiet, og som ikke kan forklares uden selve deltagelsen (Jacquet & van der Does 2021). Denne tilgang omfatter både en ”instrumentel” forståelse af impact, der fokuserer på de politiske ændringer, som deltagelsen skaber, og en ”intrinsisk” forståelse, der
værdsætter deltagelsen i sig selv, uanset om den fører til politiske ændringer. Notatet argumenterer for, at disse to forståelser ikke står i modsætning til hinanden, men snarere komplementerer hinanden. Yderligere fremhæves, at denne kombination kan bidrage til at synliggøre demokratisk impact gennem det, vi – med henvisning til nyeste forskning betegner som ét eller flere ”demokratiske tippepunkter.” Notatets overordnede
budskab er således, at måling af demokratisk impact kan identificere potentielle
tippepunkter, som kan genetablere og styrke forbindelsen mellem borgere og
beslutningstagere – og dermed imødegå de repræsentations- og legitimitetsproblemer,
der udfordrer det nuværende repræsentative demokrati.
Notatet består af fire hovedafsnit. Det første hovedafsnit giver en kort gennemgang af
notatets metode og afgrænsning. Det andet hovedafsnit uddyber forståelsen af
demokratiske tippepunkter og deres betydning for analyser af demokratisk deltagelse.
Det tredje hovedafsnit opstiller notatets model for demokratisk impact. Det fjerde hovedafsnit fremhæver områder til videre undersøgelser, der bør gennemføres, før den
foreslåede model kan tages endeligt i brug.